
Projektet udspringer af et behov for at udvide de eksisterende erhvervsfaciliteter på Vesterhavsgade. Med erhvervelsen af nabogrunden opstod muligheden for at tænke projektet som mere end en udvidelse – som en fortætning af et centralt sted i Vorupør.
De to nye bebyggelser samler erhverv og boliger i én samlet disponering. Lager og kontorer udvider de eksisterende arbejdspladser, mens nye boliger til sæsonmedarbejdere, seniorer og familier bidrager til et mere varieret byliv året rundt.
Bebyggelserne tager afsæt i Vorupørs skala, materialitet og enkle bygningsvolumener. Med et nutidigt arkitektonisk udtryk indpasser de sig naturligt i den eksisterende by og viderefører områdets karakter frem for at erstatte den.
Projektet viser, hvordan udvikling kan tage udgangspunkt i det eksisterende – hvor nye funktioner og flere kvadratmeter bliver en naturlig del af byen i stedet for en udvidelse af den.













